Lær mig lidt bedre at kende

Vi kommer nemlig til at arbejde tæt sammen om dit web-projekt

Jeg hedder Sofie Florang, og det er mig, der er kvinden bag CopenGraphics. Jeg har +16 års erfaring med at skabe unikke hjemmesider. Websites, der både er nemme at navigere rundt på, som har sit helt eget, æstetiske formsprog, og hvor der er en tydelig rød tråd til din virksomheds brandDNA.

Lyder det nørdet?

Jeg er i bund og grund en stolt nørd, når det kommer til mit fag. Jeg har altid haft en teknisk interesse og rodet rundt med computere, siden jeg var barn. Samtidig er jeg enormt kreativ med en forkærlighed for alt, der rimer på æstetik. Derfor er jeg uddannet multimediedesigner, og i 2008 landede jeg mit første job som webdesigner og projektleder hos et stort webbureau. Fra min tid på bureau har jeg lært at være hands on på mine kunder. Dét betyder, at jeg forstår dit behov, jeg taler i et sprog, du forstår, og jeg er god til at forklare dig processen, trin for trin.

“Jeg synes ikke, at hverken du eller din virksomhed fortjener metervarer. Tværtimod! Du skal da have et skræddersyet design, der er tiltænkt netop dig.”

– Sofie Florang Grølsted

Freelance webdesigner i København og omegn

Mit eget webbureau, CopenGraphics

Tanken om at blive selvstændig blomstrede med min voksende lyst til at skabe mit eget webbureau. I 2018 gik jeg fra tanke til handling, og min drøm blev en realitet med CopenGraphics.

Min mission er simpel: Jeg arbejder benhårdt og dedikeret for at skabe kvalitetshjemmesider til dig – uanset, om du har behov for den store eller mindre webpakke, nyt logo eller noget helt tredje inden for det digitale univers. Alle virksomheder fortjener nemlig at kunne fremvise den allerbedste udgave af sig selv – og dét gør du i den grad også!

Lidt om mig privat

– og mine mange, særlige interesser

Privat er jeg bosat i Ballerup hvor jeg bor med min søn Melvin på 7 år. Jeg elsker musik – og jeg arbejder faktisk bedst med god musik omkring mig.

Jeg samler på vinyler og afspiller dem på pladespilleren på gammeldags manér. Jeg elsker at smage god mad og spændende øl og bruger meget tid på kulturelle oplevelser.

Min livsfilosofi er, at der altid er nyt at lære – og det gælder både professionelt og privat. Derfor kommer jeg heller aldrig til at stoppe med at opleve, uanset om det er den slags, der sanses med ørerne, ganen eller med synet.

Dét team jeg sætter

Mød mine nøje udvalgte leverandører

For mig er det vigtigt, at jeg har toppen af poppen af samarbejdspartnere i ryggen,  hvis du har behov for yderligere specialister inden for tekst, fotos mv. De er hver især nøje udvalgt, fordi de er de mest kompetente inden for hver deres felt. Det er folk, der går lige så højt op i service og kvalitet som jeg selv gør, og som jeg har samarbejdet med igennem flere år.

Mød tekstforfatteren:

Josefine Hyllested Frederiksen,
&content

Josefine sikrer din historiefortælling og sørger for skarpe og konkrete budskaber mod målgruppen.

Mød fotografen:

Helene Hallager,
Helene Hallager Photography

Helene tager stemningsfulde og autentiske billeder, som får dit budskab til at skinne klart igennem.

Mød programmørerne:

Jonas Ibsen & Lars Andersen,
Comasys

CoMaSys er min tekniske livline, når dit site kræver mere avancerede løsninger, end min værktøjskasse ellers rækker til.